Post Image

Impostor-fænomenet – har jeg ikke bare været heldig?

  • Af Camilla Vestergaard Søndergaard
  • -     19 May , 2021

Impostor-fænomenet – har jeg ikke bare været heldig?

”Kan jeg overhovedet noget?”, “Gør jeg det godt nok?”, ”Opdager de lige om lidt, at jeg er en bedrager?”

Har du også spørgsmål som disse i hovedet? Specielt i forhold til arbejdsrelationer? 

Måske har du hørt om impostor-fænomenet, impostor-frygt, eller impostor-syndromet, og måske er det noget du skal se lidt nærmere på.

Det gode er, at du ikke er alene, eller måske er det ikke så godt. Det antages at 70 % af os vil opleve denne frygt på et tidspunkt i vores liv, i en eller anden udstrækning. Så mange går måske rundt og tror, at de er alene om at føle sig forkert, mens realiteten faktisk er en anden. 

 

Men impostor-fænomenet er vel noget nyt?

Med presset for at få den bedste og ’rigtige’ uddannelse og derefter det bedste og ’rigtige’ job, burde man tro at impostor-fænomenet er noget nyt. 

Dette er dog ikke rigtigt.

Dr. Pauline Clance udgav i 1985 en artikel om en gruppe individer, der oplevede, at de ikke fortjente deres succes og de var derfor bekymrede for at blive opdaget som de svindlere, de følte, at de var. Vi har altså kendt til dette i over 35 år, og det har sikker været til stede længe før, det fik et navn.  I begyndelsen troede man, at det kun handlede om højtstående kvinder, men man blev snart klogere og i dag ved vi, at det hverken handler om køn eller stilling, men er noget alle mennesker kan blive ramt af.

Vi ser ofte i dag, at fænomenet opstår, der hvor der er abstrakte succeskriterier, såsom i kunstverdenen og det akademiske miljø. Dette er felter hvor dimittendledigheden ligeledes er høj, eksempelvis er der blandt nyuddannede akademikere sket en stigning på 24 procentpoint fra 2010 til 2020 i ledighedsprocenten. Om der er en reel sammenhæng mellem de to fænomener, skal der en større undersøgelse til for at bestemme, men idéen er ikke urealistisk.

 

Impostor-frygten rammer store som små 

Nu skulle man tro, at denne impostor-frygt kun rammer helt almindelige mennesker med normale jobs, som måske ikke kan se deres egne præstationer. 

Igen er dette ikke korrekt.

Store filmstjerner som Ryan Reynolds og Meryl Streep har udtalt, at selv efter deres enorme succes føler de stadig, at de må ’fake it til you make it’, selvom man roligt kan sige, at de har ’made it’. Frygten rammer altså ikke blot ‘det almindelige menneske’, men også store stjerner der bestemt har bevis på deres kunnen. 

Med janteloven og impostor-fænomenet i lommen, ser fremtiden måske lidt hård ud, men friheden ligger i vores viden om, at det her fænomen eksisterer, og at vi ikke er alene. De 70 % af os som har oplevet det, skal måske blot trække vejret, vide at vi ikke er alene og tale om vores frygt, så andre kan afhjælpe vores angst for at fejle og i stedet se, hvor gode vi faktisk er til de opgaver, vi bliver stillet over for.