Post Image

Behov for nytænkning og samtænkning af uddannelse og arbejdsmarked

  • Af Benjamin Andersen
  • -     30 Jun , 2020

Problemet med ledighed, nærmere bestemt dimittendledighed*, stikker dybere end som så. Det er selvfølgelig problematisk, at mulighederne for alternative jobløsninger som rotationsordningen, ansættelse under løntilskud og virksomhedspraktik ikke umiddelbart slår til i bestræbelserne efter at få de mange dimittender, som hver sommer og vinter udklækkes fra Danmarks mange uddannelsesinstanser, knyttet til arbejdsmarkedet.

Men de helt store problemer er, som vi ser det, at dimensioneringen af de udbudte uddannelser virker skæv, ligesom også strukturen omkring og indretningen af uddannelserne synes virkelighedsfjern i nogle henseender.

Divergerende syn på succes – behov for mere harmonisk dimensionering

Dimensioneringen af de udbudte uddannelser rammer forbi skiven, når man ud fra ledighedstal kan se, at en stor andel dimittender, særligt fra humanistiske uddannelser, efter såvel 4. og 7. kvartal står udenfor arbejdsmarkedet. Vi er ikke ude på at udbasunere enkelte dimittender, men når næsten halvdelen af dimittendårgangen 2017 på bl.a. kandidaten for litteraturhistorie efter 4. kvartal, dvs. et helt år efter endt uddannelse, er ledige, så vidner det om et forfejlet og skævt uddannelsesudbud.

Hele præmissen for uddannelse er jo netop beskæftigelse, så dimittenderne kan betale tilbage til og skabe økonomisk værdi for samfundet. Eller er det? Der synes nemlig at være diskrepans i måden, man ser på fænomenet uddannelse og formålet herved. I ordet ’uddannelse’ indgår ’dannelse’, og blandt nogle, herunder uddannelsesinstanser, synes der at være en holdning om, at netop dannelse er alfa og omega, hvad uddannelse angår. Omvendt er holdningen på f.eks. arbejdsmarkedet og blandt økonomiansvarlige i kommuner og i Folketinget, at det vigtigste formål med uddannelse er at klæde de studerende på til et arbejde. Disse to agendaer er ikke og skal ikke ses som modstridende. De skal samkøres. Der skal skabes konsensus og fælles fodslag i hele idéen omkring uddannelse, således kløften mellem uddannelsesinstitutionerne og arbejdsmarkedet udviskes. Det vil gavne alle parter.

Dette kan f.eks. gøres ved at tage et grundigt kig på uddannelserne og på udbuddet af studiepladser. Ser vi først på udbuddet af studiepladser, som allerede er berørt kort, så er der brug for, at kommende studerende og uddannelsesinstitutionerne gøres det klart, at fremtidsperspektiverne for jobs for nogle uddannelser er så dårlige, at indtaget af studerende på disse nødvendigvis må drosles ned. Vi skal ikke skære i antallet af studiepladser generelt set, men vi er nødt til at skabe større samhørighed mellem udbud af uddannelser på den ene side og de fagspecifikke kompetencer, der efterspørges af arbejdsmarkedet på den anden. Udbuddet af uddannelser og studiepladser er nødt til at matche behovet i samfundet.

Uddannelse og arbejdsmarked skal tænkes sammen

De unge kommende studerende tænker måske ikke lige over, hvad jobperspektiverne er for den uddannelse, som de ender med at vælge. Det kan også virke en smule diffust at indtænke jobplaner i studievalg omtrent fem år før, man forventeligt dimitterer. Derfor skal vi som samfund, uddannelsesinstanser og arbejdsmarkedet inkluderet, blive bedre til at vejlede de unge om jobperspektiverne inden studiestart men også løbende. Uanset hvor passioneret de unge er for et fag, må vi formode, at ingen ønsker at uddanne sig til arbejdsløshed.

I tillæg til at drosle ned i indtaget af studerende på uddannelser, hvor jobperspektiverne er mindre gode, bør man også foretage et grundigt eftersyn af disse uddannelser – men også af hele uddannelsessystemet på et mere generelt niveau. Som det ser ud nu, er mange uddannelser indrettet på en sådan vis, at der bruges begrænset med tid på erhvervsrettet undervisning og projektorienterede forløb med virksomheder, ligesom studiepraktik og studiejobs ikke altid er indtænkt som en naturlig del af uddannelsesforløbet. Undersøgelser, Erhverv Aarhus har fået lavet i forbindelse med vores nye initiativ GATE, viser, at erhvervserfaring samt erhvervsrettede og kollegiale kompetencer vægtes særlig højt i virksomhedernes rekruttering af nye ansatte. Samme undersøgelse viser, at dimittenderne også er klar over dette.

Man bør derfor afsætte mere tid på uddannelserne til at lade de studerende prøve deres studietillærte kompetencer af i praksis, inden de dimitterer. De skal således have bedre mulighed for at prøve sig af med at omsætte den teori og fagkundskab, de lærer på studiet, til konkret hands-on arbejde. På den måde klædes de fremtidige dimittender bedre på til livet udenfor uddannelsesinstansernes vægge.

Døren, ’the GATE’ om man vil, skal åbnes op, så overgangen fra uddannelse til arbejde lettes mest mulig.

* Dimittendledighed forstås her som ledighed blandt nyuddannede fra videregående uddannelser.